Tur til Berlin 2022

Freude!

”Freude!” er overskriften på alle de store og mindeværdige oplevelser vi – Silkeborg Motetkor – havde ved besøget hos StudioChor Berlin.

Efter at vores besøg i Berlin var blevet udsat flere gange på grund af coronapandemien, blev det endelig oktober 2022 og mødet og koncerterne kunne realiseres. Vi glædede os meget!
Vi blev hele vejen igennem overordentligt godt modtaget af StudioChor Berlin, der havde lavet et meget velorganiseret og godt tilrettelagt program for os. Lige fra vi ankom med toget tirsdag aften, til vi rejste hjem igen mandag formiddag, var der hjælpsomme medlemmer fra StudioChor Berlin, der hentede os og fulgte os i den offentlige transport. Vi vidste, at vi altid var i gode og trygge hænder hos alle de venlige mennesker, vi mødte.

Prøverne forud for koncerterne var meget veltilrettelagte, effektive og lærerige. Vi lærte nye teknikker og nye måder at fremføre musikken på. Vi fik også lært den korrekte tyske udtale af Schillers tekst i Beethovens 9. symphoni: Brüder – Brrrüder, zauber – tzauber, betreten – betrrreten, stürzt – stürzzt – og ikke mindst: Freude: Frrreude! Prøverne var præget af glæde og godt humør.

Det var en stor glæde for os at synge under Alexander Lebek’s direktion. Altid med en smittende glæde og energi.
Og en i særklasse dygtig dirigent.

Det var en stor oplevelse at møde den berømte dirigent Peter Gülke, der med stor venlighed og ydmyghed på fornemste vis fik Beethovens musik og Schillers tekst til at klinge i luften – først ved prøven i Brandenburg og søndag eftermiddag i Berlinerphilhamoniens store sal.

Ikke kun de meget velorganiserede prøver og koncerter var der sørget for. De dejlige mennesker i StudioChor Berlin havde også sørget for, at vi fik set Berlin og oplevet både den gamle og den nyere historie. Vi fik helt formidable rundvisninger af den meget vidende bassanger Christopher Rogerson, der med sin fremragende formidlingsevne gav os et enestående indblik i Berlin og Brandenburgs historie og kultur. Vi kan ikke takke ham nok for disse oplevelser.

De to meget forskellige koncerter var kolossalt store oplevelser for os.
Fremførelsen af Mozarts Requiem i St. Augustinus Kirche var meget stærk og smuk i arrangementet med orgel, marimba, vibrafon, én solist og stort kor.
Og det var en meget stor og mindeværdig oplevelse at synge i Berlinerphilhamoniens store sal. Det var med uendelig stor glæde at vi korsangere, musikere, solister samlet i musikkens fælles organisme på tværs af landegrænser kunne synge: “Alle menschen werden brüder”!

Efter koncerterne havde StudioChor Berlin sørget for hyggelige arrangementer, hvor korene spiste og snakkede sammen og på den måde lærte hinanden godt at kende.

Det var en stor glæde for os at mærke, hvor godt StudioChor Berlin og Silkeborg Motetkor passede sammen.
Både musikalsk og menneskeligt. Det er som om, vi altid har kendt hinanden og sunget sammen altid.

Se billeder fra turen